Dansk Kanarie

- stedet hvor kanarieopdrættere samles

LOVE FOR ”SYD – VESTSJÆLLANDS KANARIEVENNER”

  • § 1.

Foreningens navn er ”Syd – Vestsjællands Kanarievenner” (forkortet SVK).

Foreningens hjemsted er formandens adresse.

SVK er en selvstændig arbejdende / ledet lokalforening / region under DKK.

 

  • § 2.

SVK’s formål er gennem møder og udstillinger at samle kanarieinteresserede for derved at skabe større interesse for opdræt af kanarier i samarbejde med andre kanarieklubber og andre fugleforeninger.

  • § 3.

Til at lede foreningen vælger generalforsamlingen :

1 Formand, der vælges i lige årstal for en 2-årig periode.

1 Kasserer, der vælges i ulige årstal for en 2-årig periode.

1 Bestyrelsesmedlem A, der vælges i lige årstal for en 2-årig periode.

1 Bestyrelsesmedlem B, der vælges i ulige årstal for en 2-årig periode.

1 Bestyrelsesmedlem C, der vælges i lige årstal for en 2-årig periode.

1 Bestyrelsessuppleant, der vælges for 1 år.

1 Revisor, der vælges i ulige årstal for en 2-årig periode.

1 Revisorsuppleant, der vælges for et år.

1 Repræsentant, vælges til DKK’s bestyrelse i lige årstal for en to årig periode.

Der vælges årlig en suppleant til SVK’s repræsentant i DKK’s bestyrelse.

Afgår et bestyrelsesmedlem eller revisor inden for en valgt periode, indkaldes suppleanten og nyvalg finder sted ved førstkommende generalforsamling.

  • § 4.

Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv og bestemmer selv sin forretningsorden.

Den vælger af sin midte en sekretær, og en næstformand, der i tilfælde af Formandens forfald overtager hans funktion.

Bestyrelsen fastsætter selv, hvem der er korresponderende i foreningen.

Der afholdes ordinært bestyrelsesmøde så ofte bestyrelsen finder det nødvendig.

Sekretæren fører forhandlingsprotokol, hvor referat af generalforsamlingen indføres og underskrives af dirigenten.

 Et flertal på generalforsamlingen kan forlange protokollen oplæst.

I øvrigt vil protokollen være fremlagt til gennemsyn på generalforsamlingen.

Al skriftlig kommunikation til SVK's medlemmer vil blive udsendt pr. mail. Breve vil kun udsendes til de medlemmer, der ikke har en Email adresse. Det er medlemmets eget ansvar at sørge for, at deres korrekte Email adresse er oplyst til medlemslisten og SVK's hjemmeside. Det er også medlemmets eget ansvar at åbne deres Email post. 

  • § 5.

Kassereren fører foreningens regnskab.

Regnskabsåret løber fra 1. januar til 31. december.

Kassereren skal have regnskaber og kassebeholdningen i orden, således at bestyrelsen kan efterse dette, så ofte den finder anledning dertil.

Foreningen har bankkonto.

På kontoen kan der kun hæves af kassereren eller Formanden.

  • § 6.

Kassereren udfærdiger hvert år i januar måned årsregnskab for det forløbne regnskabsår.

Bestyrelsen lægger budget for det kommende regnskabsår.

Der skal endvidere foreligge statusopgørelse.

  • § 7.

Ordinær revision finder sted hvert år medium januar måned.

Er regnskabet i orden, dateres dette og underskrives af revisoren.

Er regnskabet i uorden, skal bestyrelsen uopholdeligt underrettes derom.

Bilag der ikke er i orden, godkendt eller underskrevet af formanden, må revisoren ikke tage for gyldige.

  • § 8.

Ingen ekstraordinære udgifter må foretages uden en generalforsamlings sanktion.

Dog kan bestyrelsen foretage udgifter indtil 3000 kr.” tre tusinde kroner” når dette ikke kan afvente en generalforsamlings godkendelse.

  • § 9.

Kontingent og indskud fastsættes hvert år på generalforsamlingen.

Endvidere fastsættes efter bestyrelsens indstilling særlig ydelse til bestyrelsesmedlemmer og af bestyrelsen indstillede enkeltmedlemmer.

Kontingent skal være betalt inden generalforsamlingen.

  • § 10.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Kun den kan vedtage, ændre eller ophæve love.

Til lovændring kræves mindst 2/3 af de fremmødte medlemmers stemmer.

Medlemmer af SVK der ikke er i kontingentrestance, og som møder op på generalforsamlingen, har stemmeret.

Hvert fremmødt medlem kan medbringe en skriftlig fuldmagt fra et andet SVK medlem, der ikke deltager i generalforsamlingen.

Valg til bestyrelsen foregår på generalforsamlingen ved almindelig afstemning.

 Såfremt et medlem begærer hemmelig afstemning, skal afstemningen foregå skriftligt / hemmeligt.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

Generalforsamlingen afholdes hvert år i februar måned.

Generalforsamlingen indvarsles mindst 14 dage forud med offentliggørelse af dagsorden og årsregnskab for det forudgående år.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 15. januar. Forslag skal være skriftlige.

  • § 11.

Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde:

1)   Valg af dirigent.

2)    Valg af stemmeudvalg ( 2 personer).

3)    Beretning fra formanden.

4)    Evt. protokol ved sekretæren.

5)    Regnskab ved kassereren.

6)    Fastsættelse af kontingent m. m. i henhold til § 9.

7)    Indkomne forslag.

8)    Valg af de i § 3 nævnte personer.

9)    Eventuelt.

  • § 12.

På Generalforsamlingen skal beretning om foreningens aktiviteter i det forløbne år gives i form af beretning fra formanden.

Regnskab for det forløbne år, samt budget skal gives af kassereren.

  • § 13.

EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMING.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes så ofte bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af medlemmerne indgiver skriftlig begæring herom.

Forslagsstillerne skal være mødt på den ekstraordinære generalforsamling, for at de foreliggende forslag kan fremmes, dog må lovligt forfald tages i betragtning.

  • § 14.

EKSKLUSION:

Når et medlem bevisligt modarbejder foreningen eller dennes interesser, kan vedkommende medlem ekskluderes ved en generalforsamling.

Eksklusionen kan kun finde sted, såfremt 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer derfor.

Der skal gives vedkommende medlem, der søges ekskluderet, ret til at over-være generalforsamlingen, og medlemmet skal have ret til at fremlægge sine synspunkter.

  • § 15.

OPLØSNING.

Opløsning af foreningen kan kun finde sted på en ekstraordinær generalforsamling, hvor kun dette emne er på dagsordenen.

Syd – Vestsjællands Kanarievenner’s eventuelle midler skal ved opløsningen hensættes i 5 (fem) år.

Midlerne kan i hensættelsesperioden kun frigives til genoprettelse af kanariearbejdet i Syd-Vestsjælland. Der skal tilstræbes den bedst mulige forrentning af midlerne i hensættelsesperioden.

Er midlerne uberørt efter hensættelsesperioden tilfalder de herefter Dansk Kanarie Opdrætter Klub, eller hvad der eventuelt træder i stedet herfor.

Disse love er med de ændringer, der senest blev vedtaget på SVK’s Generalforsamlingen den 100218.

Udstillingsregler for Syd-Vestsjællands Kanarievenner

 

  • § 1.

Enhver der er medlem af SVK kan udstille. Der kan udstilles farve og figur kanarier.

  • § 2.

Udstillingsklassifikationerne er de til enhver tid gældende i Dansk Kanarie Opdrætter Klub ( DKK ).

  • § 3.

Der kan kun udstilles i de af DKK godkendte udstillingsbure. Bestyrelsen kan på et møde tage stilling til, hvor vidt der evt. kan udstilles i andre end de af DKK godkendte udstillingsbure.

Udstillingsburene skal ved indleveringen være i orden, rengjorte, forsynet med hvidt pumpeglas os uden synlig navn eller mærke, der kan indentificere udstilleren.

Udstillingsmaterialer, der ikke opfylder bestemmelserne, kan afvises fra udstillingen.

  • § 4.

Udstillingstilmeldte kanarier skal indleveres på det fastsatte sted og til den fastsatte tid. Ikke rettidigt indleverede kanarier kan afvises. Udstillingsgebyret skal være betalt senest ved indleveringen.

Det er udstillerens pligt på tilmeldelsesblanketten at oplyse samtlige udleverede ring numre i klasse A. og B. idet kanarierne ellers ikke kan deltage i bedømmelsen og præmieringen .

  • § 5.

Foreningen ”Syd – Vestsjællands Kanarievenner” kan på ingen måde drages til ansvar for de udstillede kanarier . Udstilleren bærer selv det fulde ansvar for det udstillede.

SYGE KANARIER BLIVER STRAKS FJERNET FRA UDSTILLINGEN.

  • § 6.

Der udstilles i 3 klasser, 2 opdratter klasser – klasse A og B og en åben klasse C.

I klasse A kan kun udstilles kanarier påsat års ring for året, hvori udstillingen finder sted og kun af eget opdræt.

I klasse B udstilles 2- års figur kanarier af eget opdræt.

I klasse C udstilles indkøbte kanarier og kanarier uden fast ring.

  • § 7.

Udstillede kanarier i klasse A og B må kun bære én ring. ( der må ikke bæres åbne ringe).

  • § 8.

Der dømmes efter pointsystem . Dommeren oprangerer de 7 bedste farver og de 7 bedste 1 års figur kanarier, samt de 7 bedste 2 års figur kanarier.

Dommerens afgørelse er endelig.

  • § 9.

Klasse A opdeles i farve kanarier og figur kanarier.

Opnår flere kanarier i klasse A samme antal point, skal bedste farve og figur kanarie udpeges blandt disse af dommeren.

Bedste kanarie i farve tildeles guld.

Bedste kanarie i figur tildeles guld.

Sølv og Bronzerosetter tildeles næstfølgende højeste antal point i faldende række.

Klasse B er 2 års figur kanarier.

Bedste kanarier i 2 års tildeles guld.

Sølv og Bronzerosetter tildeles næstfølgende højeste antal point i faldende række.

For tildeling af Guld – Sølv – Bronze rosetter i klasse A og Klasse B skal der mindst opnås:

91 point for Guldrosette, Sølvrosette eller Bronzerosette.

Oprangerede kanarier, jf § 8, med 91 p, og som ikke har fået guld, sølv eller bronze, tildeles ærespræmierosette (placering 4 - 7). Dette gælder kun i klasse A og B.

  • § 10.

I klasse A kan såvel farve kanarier som figur kanarier udstilles i en kollektion ( stamme ), hvilket vil sige 4 ens kanarier.

Alle 4 kanarier i kollektionen skal være samme årgang og samme serie og gruppe.

Kanarierne bedømmes dels som enkelt kanarier og som kollektion.

Efter bedømmelsen lægges pointtallene sammen og kollektionen tildeles fra 1 – 6 tillægspoint.

Tildelingen af tillægspoint foretages af dommeren efter godkendte regler.

For tildelingen af præmier i kollektionen kræves:

GULD.       min.    361 point inkl. tillægspoint.

SØLV.        min.    357 point inkl. tillægspoint.

BRONZE.  min.    353 point inkl. tillægspoint.

I klasse B kan også udstilles i kollektion, dog skal § 10 afsnit 2 være opfyldt .

For præmieringen af kollektionen i klasse B gælder § 10 afsnit 5.

  • § 11.

Tilmeldingsfristen fastsættes af bestyrelsen.

  • § 12.

Udstillingsgebyr fastsættes af bestyrelsen.

  • § 13.

Bestyrelsen træffer de nødvendige beslutninger om udstillingslokaler, dommer og præmiering.

Der gives vandrepokaler til udstillingens bedste kanarie, bedste figur kanarie, bedste farve kanarie, bedste farvekollektion og bedste figurkollektion. Der gives præmiering til Guld, Sølv og Bronze i de sidste 4 kategorier.

Der gives vandrepokal til bedste 1. gangs udstiller. Man kan deltage i denne konkurrence de første 2 år, man udstiller. Der kræves min. 90 point. 

Alle pokalerne er evigt vandrende, indtil bestyrelsen finder det formålstjenstligt at udskifte dem.

  • § 14.

Overtrædelse af reglerne medfører tab af tildelte præmier.

Disse udstillingsregler er sidst ændret på SVK’s generalforsamling 10-02-2018.

Danish Dutch English Finnish German Norwegian Swedish

© 2015 - Dansk Kanarie - Stedet hvor kanarieopdrættere samles.


Webmasters Palle Tlf: 2862 0960 - Mail: palle@jfkk.dk - Steen Tlf: 4084 5285 - Mail: sdickov@mail.dk