Region-Nord møde i Hirtshals.

Køreturen fra Hobro til Hirtshals – 124 Km. - var pragtfuld på denne dejlige forårsaften. Solen skinnede fra en skyfri himmel hele vejen, og efter vi nord for Ålborg slap ud af Kr. Himmelfarts-trafikken, nød vi den smukke, lysegrønne natur.

Jens Ole Nielsen var d. 04. Maj vært for mødet, og vi startede vanen tro med et kig på fuglene, som bor flot integreret i en dejlig lukket have bag huset.

Fuglehusene er meget velindrettede med både ynglebure, indvendige –og udvendige volierer. Overalt er der rent og pinlig orden; det hele bliver malet en gang om året.

Jens Ole, der primært avler Gloster, havde inden sæsonen glædet sig til rigtig at give den en skalle. Han er gået på pension, så nu skulle der laves unger! Men ak og ve: Fuglene drillede den rutinerede avler med rigtig mange blanke æg, så resultatet "kun" blev ca. 80 unger.

Som bekendt er det ikke antallet, men kvaliteten, der er afgørende; så godt jeg ikke avler Gloster – Der var rigtig mange gode unger rundt omkring i burene, som helt sikkert vil klare sig godt på de kommende udstillinger.

Selve mødet blev indledt af Regionens JFKK bestyrelsesmedlem, Peer Nielsen, der fortalte om den nyligt afholdte generalforsamling i Lunder, hvor rigtig mange af Nords medlemmer havde deltaget.

Han roste Henrik Andersens formiddagsindlæg om farvefugle og udleverede fotokopier af det materiale, han havde brugt.

Peer fortalte også om det store arbejde – og de problemer – der havde været i forbindelse med sammenlægning af DKK og JFKK; og han udtrykte ønske om et positivt samarbejde i fremtiden med tilbørlig hensyntagen til det store arbejde rigtig mange mennesker gør for vores kanarie sport.

Bordet Rundt viste, at mange ligesom Jens Ole havde haft problemer med ubefrugtede æg, men også, at de fleste havde fået løst problemerne og var endt med et rimeligt antal unger.

Værtsparret, Gunni og Jens Ole serverede et overdådigt kaffebord med bl.a. hjemmebagte boller.

Poul Kristensen fik afviklet endnu et spil om flotte præmier.

Tak for en hyggelig aften i Hirtshals!

Næste planlagte aktivitet bliver sommerudflugten hos Jesper Jensen i Sæby lørdag d. 25. juni ( Se Årskalenderen 2016)

Niels O.