Dansk Kanarie

- stedet hvor kanarieopdrættere samles

KORT INDFØRING I FARVEKANARIENS TEORI & BEDØMMELSE

ny forside 12

 

INDLEDNING:

Farvekanarier opdrættes og udstilles i dag i et stort antal varianter.

Selv om de otte serier, for de syv seriers vedkommende omhandler melaninfugle og kun én omhandler lipokromfugle, vil man dog for forståelsens skyld gøre klogt i at tænke sig fuglene opdelt i : LIPOKROMKANARIER & MELANINKANARIER(se længere nede på siden)

De sidstnævnte har en mørkfarvet melanin hen over en gul, hvid eller rød bundfarve, mens de sidstnævnte er fri for melaninfarve og derfor er ensfarvede gule, hvide eller røde.  1) Lipokromserien

Lipokromfarve. (Fedtstoffarve) (Bundfarve):

Den er hvid – gul – eller rød og er det der giver fuglene farve i deres fjerdragt. Lipokromfarven der er lig med fedtstoffarven skal fremkomme jævnt over hele fuglen. På melaninfuglene vil farven på de intensive fugle fremstå ren og klar, fordi intensivfaktoren fortrænger det brune phæo-melanin (se under melanin) mellem striberne.

Rimede og intensive fugle fremkommer ved alle kanarieracer uanset om det er farvekanarier eller figurkanarier.

Rim – rimet – rimlaget: er betegnelsen vi bruger, når fuglene viser et hvidt lag over hele bundfarven som om de var dækket af et fint lag frostrim. Der kan selvfølgelig være store forskelle på hvor kraftigt rimlaget fremkommer, helt fra hvor det næsten dække fuglens bundfarve til en ganske svag smule der kun kan anes på gumpen eller fuglens hals. De rimede fugle har ret brede og lange fjer, jo mere rimede desto bredere og længere fjer, dermed kan det også forklares hvorfor der er den forskel mellem de rimede fugle. gumpen eller fuglens hals. De rimede fugle har ret brede og lange fjer, jo mere rimede desto bredere og længere fjer, dermed kan det også forklares hvorfor der er den forskel mellem de rimede fugle.  

Hvis man tænker sig at der er en given mængde farvestof tilstede til hver fjer, vil der ved de længste fjer ikke være farvestof til at dække mere end halvdelen af fjeren, således at resten af fjeren viser et farveløst hvidt område, det synlige resultat vil være en fugl med svag bundfarve og store hvide områder. Men ved smallere og smallere fjer, vil farven kunne dække mere og mere af fjeren, til vi når helt frem til at det kan dække hele fjerens overflade og dermed fremkommer der mange forskellige grader af rim.

På de røde rimede lipokromfugle er det ret let at se forskel på rimede og intensive, fordi rimen her fremkommer i retningen af små halvmåner yderst på fjerene, hvorimod det på de gule rimede mere fremkommer i form af et hvidt slør, eller som om fuglen er dækket af et let lag frostrim. På de hvide fugle kan man ikke umiddelbart se forskel, det vil kun være muligt at adskille rimede og intensive ved at sammenligne fjerenes brede og længde.

Intensiv:

Modpolen til rim. Det betegner at farvestoffet dækker hele fjerenes overflade så der overhovedet ikke kan anes noget hvidt i fjerdragten, en faktor der har stor indflydelse på fjerdragtens længde og dermed farven på fjerene. Da den givne mængde farve ikke skal dække så stort et område, vil den kunne dække hele fjerens overflade, således bundfarven vil fremstå stærkere og mere ren - klar. De to udtryk kan også betragtes som bund og top på en skala fra 0% til 100%, hvor rimede fugle ved 0% (hvis de findes) vil være så godt som uden farve og med meget lange løse fjer, hvorimod intensive der er i nærheden af de 100% vil være meget tyndbefjeret så man på nogle områder af kroppen kan se huden gennem fjerene, og farven vil være meget ren og klar. De fugle der ligger omkring 50% er de fugle vi af og til betegner som ”hverken eller fugl” forstået på den måde at de rent udstillingsmæssigt ikke kan henregnes til hverken de rimede eller intensive serier. Normal praksis er at man sammensættes avlspar af intensiv x rim eller omvendt, men ikke ved gloster opdrætterne, de har nu i mange år udelukkende avlet med rim x rim,  men her skal avleren så have en rimelig erfaring for at opstille de rigtige kombinationer, ellers vil der avles fugle med alt for lange fjer der kan medføre ”lumps” og alt for løs fjerdragt. Intensivfaktoren arver uafhængigt, der ingen forskel på hvem af forældrene der er intensiv eller ikke- intensiv, i begge køn vil der fødes såvel intensive som rimede fugle.

rimet og intensiv fjer 

Herunder ses de 3 Lipokrom kanarie typer Hvid - Rød - Gul:

Recessiv hvid hvor der ikke må være andre farver tilstede. Dominant hvid hvor der skal være et gult anslag på vingerne.

Rød Rimet, hvor rim-laget er meget ens liggende over hele kroppen, typisk mangler rimlaget I hovedet! Rød Intensiv, Flot eksemplar. Gul Rimet og Gul Intensiv


 3220wit20recessief  dominant hvid

 Reccesiv hvid

 Dominant hvid

 920roodschimmel  rød intensiv1

Rød rimet

Rød intensiv

 17 120geel20schimmel  2020geel20intensief

Gul rimet

Gul intensiv

Elfenbens faktoren.
Elfenben er en faktor der dæmper den røde eller gule lipokrom.
Elfenbensfaktoren er kønsbunden d.v.s. at elfenbensfaktoren er dobbelt hos hannen, enkel form hos hunnen, da hunnens Y-gen er tomt!.

    1020roodivoor     18 20geelivoor

Rød Elfenben                                                            Gul Elfenben

Melanin. (Pigment):

Det er det der giver kanarierne det mørke farvestof i fjerdragten. Der findes to typer melanin: eu-melanin der blandt andet giver de mørke striber vi kan se på ryggen og siderne af melaninfuglene samt phæo-melanin* der fremkommer som en brun farve i fjerene og er særlig tydelig mellem ryggens striber.

Ved ændring af de oprindelige melaniner har vi fået de 4 såkaldte hovedserier med melanin, idet enhver kanarie kan henføres til én og kun én af disse hovedserier, som er: 2) sortserien 3) brunserien 4) agatserien 5) isabelserien

Melaninen betegnes som hovedfarven, mens den hvide, gule og røde farve betegnes lipokromfarven. (Fedt- eller Bundfarve)

Efter fremkomsten af hovedserierne er der senere i kanarieopdrættets historie indtruffet betydningsfulde ændringer i melaninen, såkaldte mutationer, som - med visse modifikationer - kan indavles i hver af hovedserierne. (også kaldet faktorer)

Disse nye mutationer er: 
a) pastel (herunder gråvinge) - b) opal - c) satinet (røde øjne) - d) ino/Phæo (røde øjne) - e) topaz - f) eumo (røde øjne) - g) onyx - h) kobolt - i) jaspis

Melaninen stribetegningen) omtales som ”kort eller afbrudt” eller ”ensartede regelmæssigt fortløbende ubrudte striber”, der skal begynde ved næbbet og løbe ned over ryggen til haleroden. Ved alle fugle i sort og brun serierne, må mellemrummet mellem striberne ikke være større end bredden på striberne. En tydelig flanketegning er et ubetinget krav ved alle melaninfuglene.

De intensive fugle vil ikke fremvise så bred stribetegning som de rimede varianter, hvis stribetegning i reglen er væsentlig grovere (bredere i stregen).

Horndelenes farve skal altid være afstemt med den ønskede melaninfarve, og de skal være ensfarvede.

stribetegning


1. billede: Sort Gul Intensiv - Sorte brede ubrudte striber

2. billede: Sort Gul Pastel Rimet - Sort/brune smalle brudte striber

3. billede: Isabel - Brune smalle brudte striber

sort gul ½ intensiv  sort gul pastel rimet  isabel intensiv


På fuglene her ser vi eu-
melanin farverne sort og brun, der tydelig fremkommer i ryggens stribetegning. Vi ser også at når sort eu-melanin kombineres med hvid får vi en blå, og med gul lipokromfarve en grøn farve på fuglene. Den brune fugl med rim, viser et godt billede af hvordan brunt phæo-melanin ligger mellem ryggens striber.


 18a 15 220zwart20wit 

Sort Gul Intensiv

Sort Hvid Intensiv

 8 320zwart2020rood2020intensief20pop  1820bruingeel20intensief201

Sort Rød Intensiv

Brun Gul Intensiv


BRUN-serien:
Den brune kanarie har ligesom fugle i sortserien den fuldt udviklede melanin. Men ved en ændring i arveanlæggene omdannes den sorte eumelanin til brun eumelanin. Eumelaninen findes især i de store vinge-og halefjer samt i konturfjerenes midterfelt, mens phæomelaninen ligger i fjertoppene.

Alle fugle i denne serie skal have en maximalt mængde brunt eumelanin i befjeringen. Den brune eumelanin i form af en tydelig minimalt afbrudt til ubrudt stribetegning på ryg og flanker. Mellem denne stribetegning skal fremkomme en ren og ensartet lipokromfarve. Bredden på eumelanin stribetegningen må ikke fylde mere end mellemrummet mellem striberne. Mørkebrune vinge og halefjer med en smal søm med lipokromfarve yderst på fjerene. Tilstedeværelse af blåstruktur i kombination med den gule lipokromfarve vil fremhæve farvens renhed.
Horndelene skal være brunfarvede i harmoni med ryggens melanin.

 2520bruin20wit20schimmel
 

Brun på Hvid Rimet

13 bruin rood intensief pop bruinwitintensief

Brun på Rød Intensiv

Brun på Hvid Intensiv



AGAT-serien:


I agatserien produceres i særlige melaninceller,
de samme to melaniner som i sortserien:

a) sort eumelanin

b) brun phæomelanin.

Men p.g.a. en mutation i arvelighedsanlæggene
er udviklingen af den brune phæomelanin stærkt
reduceret.Derved bliver agatfuglens fremtoning noget
lysere, og på halsen vil ses to såkaldte agatstriber
("agatskæg"). Agatfaktorens styrke kan variere
fra fugl til fugl, men et generelt krav til agaten er,
at den viser en klar og ren lipokromfarve mellem
stribetegningen samt tydelig flanketegning. 
En medindflydelse herpå har imidlertid forekomst
af fuld blåstruktur samt graden af intensivfaktoren.
 

4120agaat20wit

Agat på Hvid

2720agaat20rood20intensief 5820agaat20rood2020mozaiek20type202

Agat på Rød

Agat på Rød Mosaik

31agaattopaaswit agaattopaasgeelmozaiek

Agat Topaz Hvid

 Agat Topas Gul Mosaik type 1

ISABEL-serien:

Isabelfarven er en kombination af de to mutationer, som bevirkede, at den brune variant og agatvarianten opstod. I isabelfuglens melaninceller dannes der eumelanin, som er omdannet til brun eumelanin, men som ved agaten er denne phæomelanin stærkt fortyndet, så man med rette kan karakterisere isabelfuglen som en fortyndet brun.

Kravene til melaninen i intensive og rimede klasser er ret forskellige.

59 isabel wit
 

Isabel på Hvid

5420geelisabel20intensief20te20warm 51 720isabel2020rood20schimmel20pop

Isabel på Gul Intensiv

Isabel på Rød Rimet

Mosaikkanarien

Mosaikkanariens lipokromfarve danner et særligt mønster, idet farven samles i felter som nedenfor beskrevet. Dette mønster kan indavles i alle kendte varianter med gul eller rød lipokromfarve, idet mosaikkendetegnet dog kun fremkommer på en rimet fugl.

Da der endvidere er en slående forskel på hun-og hantype, er der udarbejdet forskellige standarder for de to køn, så der er grundlag for mange forskellige varianter i mosaikklassen.

Hanner kaldes Type 2 & Hunnerne Type 1

mosaik
Rod mosaik 1520roodmozaiek20type201

 Rød Mosaik Type 2

Rød Mosaik Type 1

2120geel20mozaiek20type220 3420

Gul Mosaik Type 2

Gul Mosaik Type 1

120zwartrood20mozaiek20type120en20type202  

Sort Rød Mosaik Type 2 (tv) & Type 1 (th)

 



MUTATONER / Nye varianter:

brun-pastel-gul-elfenben-rimet-hun3

Brun Pastel på Gul

Pastel:  Pastel faktoren bevirker, at den sorte eumelanin reduceres. Melaninens oprindelige sorte farve afbleges og bliver gråsort. Ved en ensartet afblegning af stribetegningen vil der i sortserien stadig være en tydelig tegning -

om end i sortgrå fremtoning. Som følge af det formindskede antal eumelaninkorn er der i gruppe A kun én pastelklasse (113), mens der i hver af grupperne B og C er fire klasser med pastel.

8azwartopaalwit

Sort Opal Hvid

Opal:  Opalfaktoren har ikke blot en meget betydelig indflydelse på melanin i vinger, hale og stribetegning, men også på det mellemliggende brune phæomelanin. Man udtrykker det: at den er brunfortrængende.

Melaninkornene ligger dybere placeret i fjerene, hvorfor en fjers underside er mørkere end oversiden -

et forhold, som er enestående for netop opalvarianten.

Ved den fælles virkning af opalfaktor og blåstruktur vil oversiden af fjeren få en stærkt nedsat farvevirkning, idet den dybe sorte farve ændres til blågrå. Samtidig vil den brune phæomelanin fortrænges helt.

Kun fugle, som fra fødslen har haft en meget stærk grad af phæomelanin, vil stadig vise en brun-

beige farvetone.

Med opalfaktoren bliver fjerdragtens kvalitet let svækket, men alligevel stilles der et ubetinget krav om glat fjerdragt.

Opalfaktoren udelukker, at der kan blive tale om en sort med hvid intensiv variant, hvorfor der i gruppe A kun er én klasse med opal; derimod er der med gul og rød bundfarve 4 klasser i hver af grupperne B og C.

Gråvinge

Gråvinge

Gråvinge:  Gråvingevarianten fremkommer i forbindelse med pastel og må betragtes som en speciel virkning af denne faktor, så der opstår en fugl med en slående anderledes fremtoning. Gråvinge kan opstå i alle klasser med pastel, men kun i sortserien har den en fremtoning, der berettiger til udstilling.

Gråvinge er en tegningsfugl med gråhvide vinge-

og halefjer og mørke fjerspidser. Dunene er sølvgrå. Stregtegningen er forsvundet og erstattet af en såkaldt "hammerslagstegning".

På grund af den stærke reduktion af melaninen opstår hos de gulbundede fugle en olivengrøn bundfarve. Fugle, som alene udviser en stærk reduktion af melanin i vinger og/eller halefjer, men er uden den særlige rygtegning, bedømmes ikke som gråvinge, men som pastel ("gråvingetype") idet der gøres bemærkning om, at melaninen er for stærkt reduceret.

Med den stærke reduktion af melanin kan sort med hvid intensiv farve ikke forekomme, og der er derfor i gruppe A kun én klasse, derimod er der i gruppe B og C hver 4 klasser med gråvinge.

2520phaeo20wit

Brun Phæo

Phæo:  Den arvefaktor, som forårsager denne gruppes opståen, kaldes ino. Inofaktorens betydning ved melaninprocessen er, at den forhindrer al produktion af eumelanin - det være sig sort eller brun. Derimod påvirker den ikke produktionen af brun phæomelanin.

Agat ino og isabel ino, som i forvejen har en reduceret phæomelanin, vil derfor have en så ringe melaninrest, at de ikke er egnede til udstilling.

Sort ino og brun ino vil, når eumelaninen er væk i deres fremtoning være så tæt på hinanden, at de sættes i samme klasse under fællesbetegnelsen "phæo".

Den brune phæomelanin er placeret i fjerenes rande og spidser og vil derfor danne nogle felter ned over ryggen. Jo mere afgrænsede og tydelige disse felter er, des bedre. Mønsteret kaldes en "marmorering". Marmoreringen skal begynde helt oppe på hovedet, hvilket krav hunnerne lettest kan honorere. Hvis phæomelaninudviklingen er for stærk, kan felterne blive slørede, så lipokromfarven ikke træder frem.

Phæo skal fremtræde lysebrun, idet melaninen også skal nå ud på bryst og flanker, uden at der dog dér kan være tale om marmorering. Fugle fra sortserien vil som phæo have tilbøjelighed til for mørke vinge- og halefjer, hvorfor phæo normalt fremavles i brunserien.

Intensive fugle vil udvikle relativt lidt phæomelanin. Som nævnt har phæovarianten røde øjne.

Phæo udstilles med alle de kendte lipokromfarver. For phæo elfenben gælder, at den skal have en noget stærkere gulfaktor end phæo uden elfenbensfaktor.

satinet20wit

Satinet på Hvid

Satinet:  Satinetfaktoren påvirker agat- og isabelkanariernes melanin, idet phæomelaninen ganske undertrykkes; også produktionen af eumelanin synes at blive påvirket af satinetfaktoren, der giver en ret stor variation i melaninfremtoningen.

Man har valgt i standardkrav at foretrække den meget lyse, sarte stribetegning, som bedst dannes på isabelfugle. Efter som al phæomelanin er væk, kan der i denne gruppe ikke være tale om en udflydende stribetegning, som det ses ved rimet isabelfugle, men stregtegningen skal stå meget svagt men dog veldefineret.

På grund af det store melanintab, vil satinet fuglene have røde øjne.

Satinet findes med alle de gængse lipokromfarven.

agaattopaasgeelmozaiek  672020agaat20topaas20geel20mozaiek20type202

Agat Topaz Gul Mosaik type1 (tv) & type2 (th)

Topas:  Såvel eu-melanin som phæo-melanin reduceres. Eumelaninen koncentreres omkring fjerskaftet. Den oprindelige sorte farve er dæmpet til en mørk, gråsort nuance. Agat-farven ændres til lys gråsort. Agat-striberne kan næsten ikke ses. På grund af denne stærke melanin-reduktion kan Topas kun udstilles i sort- og agat. Fugle med god blåstruktur får en smuk udfarvning med meget tydelig kontrast til bundfarven.

Ungerne vil de første dage have røde øjne ganske som satinet- og phæo-unger, men snart efter vil øjenfarven blive sort.

Topas foretrækkes af opdrætterne i agat-serien og ikke i sort-serien.

7820zwart20eumo20geelmozaiek20type202kopie

Sort eumo Gul Mosaik

Eumo:  Denne arve-faktor er i stand til at fjerne alt brunt phæo-melanin imellem striberne på ryggen, så lipokrom-bundfarven (gul, hvid eller rød) fremtræder meget klart. Dunfarven varierer i farvedybde. Horndelene (næb, ben) er lys-farvede.

Også den sorte eumelanin i striber, vinger og hale reduceres og fremstår i sort-serien som en blågrå farve, striberne skal være lange, brede og ubrudte. I agat-serien er stribe-farven reduceret til en grålig nuance og skal være kort, smal og afbrudt.

Øjenfarven er rødlig på grund af den manglende melanin. Eumofaktoren er recessiv og nedarves uafhængigt af kønnet (fri arvegang) , den skal dermed være til stede i dobbeltform for at fremkomme.

Brun eumo har en stribetegning, som er nedtonet til lysebrun, striberne skal være lange, brede og ubrudte. Isabel eumo er ikke en udstillingsfugl, eftersom melanin-reduktionen på den i forvejen meget lyse melanin er så stærk, at melanin-tegningen stort set er usynlig.

Eftersom phæo-melanin forekommer i større grad hos rimede end hos intensive fugle, og eftersom eumo-variantens fornemste kendetegn er fraværet af phæo-melanin, så bundfarven står klart tydelig mellem striberne, vil eumo fremtræde smukkest i en stærkt intensiv fugl med blåstruktur.

602020zwart2020onyx

Sort Onyx

Onyx:  en mutation, som totalt fjerner den brune phæo-melanin, samtidig med at den normale mængde sort eu-melanin(eller brun-eumelanin) bliver fordoblet!

Når Onyx-kanarien alligevel ikke fremstår som en sort fugl, skyldes det det store tab af phæo-melanin. Eksempelvis vil horndelene være lysere end på den klassiske farvekanarie, og bundfarven står klart mod den mørke melanin.

Onyx-kanariens store popularitet skyldes måske, at bundfarven – ikke mindst i mosaik-varianten – med den manglende phæo-melanin fremstår klarere og lysere end normalt. Onyx er recessiv med fri arvegang.

 Onyx kan udstilles i sort-, brun- og agatserien men derimod ikke i isabel, eftersom melanintegningen ganske forsvinder.

Stribetegningen vil fremstå meget stærkt og skal i sort- og brunserien være bred og fortløbende, i agat-serien afbrudt og smal.

4120zwart2020kobal2020rood2020intensief20

Sort Rød Kobolt

Kobolt:  Er en mutation hvor mængden af melanin ikke er reduceret, men forøget i en sådan grad at bundfarven har svært ved at trænge igennem. Derved får varianten en mere mat fremtoning end øvrige farvefugle.

Mængden af phæo-melanin synes tydeligt forøget og er jævnt fordelt over hele kroppen. Især er partiet på bugen og imellem benene specielt et område, der hos de klassiske melanin-fugle i sortserien næppe besidder noget phæo-melanin og derfor er meget lysere end den øvrige fjerdragt. Desuden synes de mørke underdun at være tiltaget i mængde og sort-farven trænger længere ud i dunenes spidser. Den øgede melanin-mængde berører ikke stribetegningen, som skal være lang og bred.

jaspis

Jaspis


Jaspis:
 Varianten kommer fra spanske fuglefolk, som har parret en finkefugl med en mutation for dobbelt-pastel ind på kanarien. ”Spansk Abellan”, hedder den. Man har foretaget en krydsning med Magellan Sisken pastel x sort-gul kanariehun. Rob Kristel var i 2007 i Holland initiativ-tager til indførsel af varianten. Genetisk er Jaspis en kanarie, eftersom man allerede avler med den i niende generation.

Denne mutation kan overføres til alle fire klassiske farver (SORT, BRUN, AGAT OG ISABEL). Den kan også overføres enten som enkelt- eller dobbelt-faktor til alle fire.

Japis findes med enkeltfaktor og med dobbeltfaktor.

Japis enkeltfaktor:

  • Reducerer den sorte eller brune eumelanin med 40-60%.
  • Phæomelanin påvirkes ikke.
  • Lipokromfarven påvirkes ikke.
  • Der skal være en ensartet melanin på ryg og vinger med ensartet reduktion.
  • Sortfarven reduceres til grå.
  • Dun-farven nedtones til blågrå.
  • Lipokromfarven skal opfylde alle normale krav til farvekanarier.

Jaspis dobbeltfaktor:

Reducerer den sorte eller brune eumelanin med 75-90%.

Dermed må der stilles meget stærke krav til lipokromfarven, der trænger tydeligt gennem.

Jaspis-faktoren nedarves dominant og ikke kønsbunden (fri nedarving). Ved parringer med Jaspis forekommer der altså ikke  ”split-fugle”. Der er ingen letal-faktor, så man kan godt parre JaspisxJaspis. I sort-serien fremstår Jaspis meget lig den kendte ”gråvinge”.

 
Danish Dutch English Finnish German Norwegian Swedish

© 2015 - Dansk Kanarie - Stedet hvor kanarieopdrættere samles.


Webmasters Palle Tlf: 2862 0960 - Mail: palle@jfkk.dk - Steen Tlf: 4084 5285 - Mail: sdickov@mail.dk