Region Nords sommertur 2019
I år havde Kaj Sørensen og hustru, Saltum, arrangeret sommertur.
Den 04.05 kl. 11, mødte 18 medlemmer op på Løthvej 11 i Saltum. Kaj bød velkommen og gav en kort information om dagens program.
Kaj og hans hustru bor på en ejendom med 18 tdr. land med en stor have med skov og sø, så vi gik en tur.
Bagefter så vi hans store fuglehold, der består af røde og mosaik kanarier.
Klokken var nu blevet 12, og der blev serveret en dejlig frokost med håndmadder og drikkevarer.
Vi havde mulighed for at sidde i et fint havehus eller sidder uden for, da vejret var fint.
Efter endt frokost kørte vi i samlet flok til Hune, hvor vi skulle se Anne Just's Have.
Anne Just's Have er en have, som er udviklet i etaper, afhængig af fantasi, energi samt økonomisk formåen.
Gennem årene er der opkøbt mere og mere jord, så haven i dag består af 4 grunde, ca. 7500 m2. Vi blev vist rundt af en gartner, som fortalte om de forskellige planter m.m. Senere var vi inde i Anne's og Claus's private bolig. Det skal lige siges, at huset i dag bebos af Claus Bonderup alene, da Anne Just døde i 2009, 60 år gl. Claus Bonderup byggede selv huset sammen med Anne, og det var en stor oplevelse at se,- meget særpræget med mange udstoppede dyr samt stole og lamper, som han selv havde tegnet. Han er uddannet arkitekt og fortalte selv om sit liv som arkitekt, hvor han rejste hele verden rundt. Han fortalte om sit liv sammen med Anne.
Efter en stor oplevelse skulle vi køre til Pandrup. Her skulle vi besøge en fuglemand, som havde en del fugle i voliere. Det mest interessante var, at han var fuglefænger. Han havde tilladelse til at fange vilde fugle, for derefter at ringmærke dem. Han havde fanget ca. 100.000 fugle i årenes løb i sin egen have. Efter en god snak og en forfriskning kørte vi tilbage til Saltum, hvor vi skulle spise aftensmad. Her kom havehuset til sin ret. Vi kunne alle sidde ved et flot pyntet bord i læ for regnen. Efter et meget godt aftenmåltid kunne vi køre hjem og glæde os over en rigtig god dag ved Vestkysten.
En stor tak til Kaj og hans hustru for en meget god dag.
Wictor